close
Skrevet af Julie Løkke Jessen
on marts 26, 2019

Game of Thrones besættelsen er på sit absolut højeste. Vi venter alle i spænding på at se, hvordan den populære serie kommer til at ende, når sæson otte inden længe udkommer.

I FirstAgenda er vi også spændte, men vi har brugt ventetiden fornuftigt: Vi har lavet en komplet liste over de mest afgørende karakterer fra Game of Thrones – i mødelokalet vel at mærke.

Se hvilken karakter du er i mødelokalet – og ikke mindst hvem dine kolleger er.

 

Game of Meetings_blog feature

 

 

Listen er lang, her er et overblik:

 

1. Daenerys Targaryen – First of Her Name, Queen of Decisions, Khaleesi of the Many Titles, Breaker of Bad Meetings and Mother of Agendas

2. Tyrion Lannister – The Imp (Improver of Meeting Performance)

3. Jon Snow – The Bastard of Effective Meetings

4. Arya Stark – ”All Men Must Attend Meetings”

5. Joffrey Baratheon – The King of Hating Meetings (not the first of his name)

6. Margaery Tyrell – The Foreign Fighter

7. Tywin Lannister – The Mighty Meeting Facilitator

8. Cersei Lannister – The Power-Longing Meeting-Mother

9. Petyr ”Littlefinger” Baelish – The Mysterious Meeting Attendee

10. Sansa Stark – The Understated Meeting Strategist

11. Hodor – The Meeting-Door Holder

 

Daenerys Targaryen – First of Her Name, Queen of Decisions, Khaleesi of the Many Titles, Breaker of Bad Meetings and Mother of Agendas

Daenerys

 

Du har en dominerende rolle ved mødebordet. Din tilstedeværelse er mærkbar, og de andre mødedeltagere holder vejret, når du taler. Du præsenterer en klar dagsorden og formål med mødet. Som ukronet dronning over de 7 kongeriger, går du direkte til sagen og er ikke bange for at tage beslutninger, uanset hvor mange irrelevante protester du får fra dine kollegaer. Desuden ønsker du at blive tiltalt med titel, uanset hvilken position du har i virksomheden.

 

Kendetegn: Håret er skindende lyst, nærmest sølvfarvet. Det sidder perfekt med vilde, komplicerede fletninger. Blikket er nedladende og vurderende, men frygt ej, hvis hun kaster det på dig - i det mindste har du vist dig værdig til overhovedet at få hendes opmærksomhed.

 

Tyrion Lannister – The Imp (Improver of Meeting Performance)

Tyrion

 

Du har en dyb indsigt i mødernes strategiske spil. Du kan finde på at grine hånligt af en dårlig idé, og du kan bruge dit talent for tale til at hjælpe de andre mødedeltagere til at indse, hvor dårlig en idé det egentligt er. Dette bakker du gerne op med udokumenterede eksempler fra din karriere – både dybt tragiske og meget komiske fortællinger. Du fungerer bedst på møder, hvor der er (ubegrænsede mængder) alkohol involveret, men en god portion snacks er også et hit. Du siger fromt din mening, men erfaring har lært dig, at det er de færreste, der tager dit ord seriøst, så du kan ligeså godt læne dig tilbage og spare lidt på kræfterne.

 

Kendetegn: Altid den laveste mødedeltager. Rullende øjne og løftede øjenbryn, og sproget er fyldt med sarkastiske bemærkninger. Han er svær at læse, men der gemmer sig kløgt og store strategiske planer bag de sarkastiske kommentarer.

 

Jon Snow – The Bastard of Effective Meetings

Jon

 

Du er den modige ved mødebordet. Du er ofte bortrejst for at tage på lange bjergbestigningsture til Alaska, men hver gang du vender tilbage, er det med nye indsigter og resolutte planer. Du havde en fatal nedtursperiode for kort tid siden, men nu er du som vendt tilbage fra døden – fejstig og fuld af kontroversielle handlingsplaner.
Du er typen der gerne tager chancer, hvilket du bruger mange kræfter på at overbevise resten af bordet om at gå med til. Selvom dine idéer ikke altid er realistiske, så forfører du mødedeltagerne med dit lækre hår. Hvis du får trumfet en idé igennem, bliver du typisk sat i en ansvarsrolle, også hvis du ikke helt ved, hvordan opgaven skal udføres. Men selvom du til tider virker dumdristig, så synes de fleste i mødelokalet, at du er rimelig sej.

 

Kendetegn: Håret er velplejet, men samtidig uglet - pomeret i en sådan grad, at man er i tvivl, om det nogensinde er blevet vasket. Blikket er intetsigende, men man fornemmer stort mod og trodsighed bag det.

 

Arya Stark – ”All men must attend meetings”

Arya

 

Du er målrettet og går 100 % efter det, der nu er din plan. Du er ikke bleg for at sige din oprigtige mening, selvom sandheden kan være hård. Din altoverskyggende mission er at opretholde effektive møder, og til at opnå det, holder du en liste over de mødedeltagere, som hæmmer effektiviteten og sikrer dermed, at de pågældende bliver irettesat. Dit mod skinner igennem på alle punkter, og du tager enhver udfordring op med stålsat kampgejst.

 

Kendetegn: Udstråler mystik og selvstændighed. Har altid travlt med et udfordrende projekt. Få ved, hvad hun faktisk laver, da hun altid svarer "A girl is no one", når hun bliver spurgt.

 

Joffrey Baratheon – The King of Hating Meetings (not the first of his name)

Joffrey

 

”Skal vi nu til møde igen?” ”Ingen af disse ideer kan bruges til noget!” Du er den altid-negative person i mødelokalet, som aldrig lytter til de andre mødedeltagere, da du mener, de ikke bør tages seriøst. Du har en meget kort lunte, hvilket afholder de andre mødedeltagere fra at irritere dig, da de simpelthen ikke gider at høre på dig mere. Du deltager sjældent aktivt på møderne, men brokker dig altid over beslutningerne og efterfølgende konsekvenser. Når du endelig er med i en beslutningsproces, fører det altid til foruroligende eftervirkninger, da du ikke kan tænke særlig langt.

 

Kendetegn: Negativ attitude med ofte forekommende raserianfald. Skulkende øjne, der vogter kaffekoppen i frygt for at den bliver forgiftet. Han tager sig selv meget højtidelig.

 

Margaery Tyrell – The Foreign Fighter

Margaery

 

Du er tilflytter og ny i virksomheden, men det forhindrer dig ikke i at markere dig, hvor du kan. Du går målrettet efter den direkte magt og går til din kamp med snu og list. Især udnytter du dit smukke udseende. Du fremstår kærlig og venlig, men enhver der tror, det er oprigtigt, snyder sig selv. Bag enhver venlig handling er en plan om at blive venner med de rigtige og smigre sig vej til toppen. På mødet smider du derfor komplimenter til højre og venstre, går efter et lille kram i stedet for et fast håndtryk.

 

Kendetegn: Smuk og vovet klædt. Et formidabelt smigrende smil, og rare øjne, der kan læse alle tricks og kneb en modstander stiller foran hende.

 

Tywin Lannister – The Mighty Meeting Facilitator

Tywin

 

Du er ikke direktøren, men alle ved alligevel, at det er dig, der bestemmer. Du har en rolig og meget strategisk tilgang til enhver diskussion, og alle beslutninger du træffer er yderst velovervejede. Dit strategiske mind-set har ført dig til toppen, og du har siden din første dag på arbejdsmarkedet været magtsøgende og ambitiøs. Netop fordi du har kæmpet og slidt i det, betragter du din magtposition som dit livsværk og det ypperste er for dig, at din kan føre din arv videre til dine børn, der netop er blevet ansat i juniorstillinger i virksomheden.
Du er benhård over for dine kolleger, men det er i retfærdighedens navn. Over for dine fjender udviser du en ubarmhjertig kynisme, der ikke er til at komme udenom.

 

Kendetegn: Altid dyrt klædt på, sidder for bordenden og vurderer alle mødedeltagere med et køligt blik. Siger ikke meget, men alle lytter, når han taler.

 

Cersei Lannister – The Power-Longing Meeting-Mother

Cersei

 

Du ved præcis, hvad du vil have og du har rigtig mange assistenter til at hjælpe dig med at opnå dine mål. De er villige til at tage enhver kamp for dig, sandsynligvis fordi du bestikker dem (i kaffe og snacks). Du tager dem med på alle møder, hvor de enten står uden for døren, eller ovre i hjørnet af lokalet – klar til at gribe ind.
Du fremstår kynisk, kold og hardcore, fordi du ikke kunne drømme om, at vise reelle følelser eller svaghed. Dit ansigt kan låse sig fast i seriøse, kalkulerende folder, så dine modstandere ikke aner, hvad du tænker. Det meste af dit virke sker ikke i mødelokalet, men rundt om på

gangene, hvor du hvisker og konspirer, truer og hjælper dem, du har planer med.
Når først du har kastet din kærlighed på nogen, kommer det til udtryk gennem fuldkommen hengivenhed. Du vil gøre alt (bogstavelig talt) for dem, du har kær og komme dem til undsætning i enhver ophidset diskussion omkring mødelokalet.

 

 

Kendetegn: Altid elegant klædt med lange kjoler og mange smykker, glansfuldt, perfekt bølget hår. Sidder altid ved siden af chefen.

 

 

New Call-to-action

 

Petyr ”Littlefinger” Baelish – The Mysterious Meeting Attendee

Petyr

 

Du er den mødedeltager, som helst ikke vil sidde ved bordet, men gerne på en stol bagved og observere. Du har selv en plan for, hvad der skal ske, hvilket for dig gør mødet underordnet. Uanset hvad der bliver besluttet til mødet, skal du nok gå en tur med chefen bagefter og overbevise ham eller hende om, hvad der er rigtigt. Hvis du bliver adspurgt under mødet, reagerer du som ofte med et citat, der på ingen måde har relevans til emnet, men som er nok til at dreje opmærksomheden væk fra dig igen. Du går benhårdt efter mest mulig indflydelse, men holder lav profil, så du undgår direkte konkurrenter. Du holder dig på god fod med alle, men ingen ved helt, hvor de har dig.

 

 

Kendetegn: Både blik og toneleje er lusket. Altid hviskende og hemmelighedsfuld tone, der ikke er til at lure.

 

Sansa Stark – The Understated Meeting Strategist

Sansa

 

Du er hende, der er med på de fleste møder, men ikke bralrer op – det lader du de magtsyge kæmpe om. I stedet sidder du rank og smuk og observerer, holder øje og danner dine egne konklusioner ud fra alt det, der bliver sagt. Du virker stille, forsigtig og utilpas. Måske har det noget at gøre med en række traumatiserende hændelser, både direktøren og den administrerende direktør gennem lang tid har udsat dig for. Du er mistænksom, og tænker dig grundigt om, inden du stoler på folk eller takker ja til et af deres tilbud. Du holder dig stolt, og du er dygtig til at spille komedie og lulle folk ind i en tro på, at du er på deres side. Et farligt talent i spillet om magten på møder.
Selvom du virker forsigtig, skal de andre mødedeltagere være varsomme - hvis de først gør dig fortræd tænder de en flammende ild i dig, der ikke er til at slukke, før du får din hævn. Du har ikke altid været sådan, men efter alle de forfærdelige ting, du er blevet udsat for, vil du ikke vende den anden kind til mere.

 

Kendetegn: Flammende rødt hår, sød og ydmyg udstråling, men bag de naive øjne, gemmer sig en viljestyrke og en fejstig kampånd, ingen har lyst til at udfordre.

 

Hodor – The Meeting-Door Holder

Hodor

 

Du er den fraværende mødedeltager. Deltageren som rent strategisk har placeret sig selv langt væk fra de andre mødedeltagere ved bordet. Du ved ikke rigtig, hvad mødet handler om, eller hvorfor der overhovedet afholdes et møde. Du er god til at sige ”Mhm” og nikke, når mødedeltagerne kigger i din retning. På trods af dette, bliver du alligevel anset som vigtig på mødet, da det er dig, der henter kaffe og ekstra stole. Endvidere er du den høflige type som altid smiler og holder døren for de andre mødedeltagere. Du er bund-loyal over for dem, der gode mod dig.

 

Kendetegn: Altid praktisk tøj, siger ikke meget, introducerer sig gerne med navn og sidder altid ovre i hjørnet, hvor han dog ikke er til at overse.

 

Opsummering

Nu har du set, hvor forskellige vi kan være på møder. Nogle er barske negle, hårde hunde og rå børster, mens andre er snu ræve, snedige slanger og listige lurendrejere. Nogle er modige, nogle er søde. Nogle er stille, mens andre er højtråbende.

Alle med hver deres kvaliteter og sårbarheder. Du har fundet ud af, hvem fra Game of Thrones du er i mødelokalet, men hvem er dine kollegaer? Del blogpostet med dem, og se om de er enige i din vurdering.

 


FirstAgenda 

Er du interesseret i bedre møder?

Selvom vi nogle gange laver sjov med møder, mener vi det seriøst, når vi siger, at vores mission er at skabe bedre møder for alle.

Vi har udviklet verdens første mødeoptimeringsplatform - en simpel app, som via AI klarer referatskrivningen for dig, så du bedre kan koncentrere dig om at være nærværende på dine møder.

Læs mere

 

 

 

 

Læs også:

Underholdning til mødet

Din siddeplads i mødelokalet afslører mere om dig end du tror

Tror du, at det er ligegyldigt, hvor du sætter dig i mødelokalet? Tro om igen. Siddepladsen du vælger, når du træder ind...

Underholdning til mødet

Hvad en 4-årig kan lære dig om god mødekultur

Har du lidt svært ved at forestille dig, hvad et barn kan lære dig om god mødekultur? Det forstår vi godt, og rådet skal...